HOVEDRETTERINDISK

Kylling korma

af Dennis
Jeg elsker indisk mad, og især den velkendte korma. Første gang jeg stødte på retten, var på en indisk restaurant på Frederiksberg. Restauranten hed Maharaja, og eksisterer vidst desværre ikke længere. Jeg udfordrede mine smagsløg med en omgang lamb korma, og det var som en smagseksplosion i munden og vakte min interesse for det indiske køkken.

En aften hvor jeg skulle have ”drengene” på besøg, valgte jeg at lave denne her fantastiske udgave af kylling korma. Jeg havde det sådan lidt ”retten kan ikke blive for stærk, når jeg nu har inviteret til mandemiddag”… men det kunne det sagtens. I kormapastaen havde jeg valgt at kaste en hjemmedyrket carolina reaper chili i, med det resultat at det endte med noget af et Scoville-monster. Retten blev på ingen måde uspiselig, men terrassedøren stod vidt åben under hele middagen, og en af vennerne endte med at tilbringe en stor del af middagen udenfor i den friske luft. Det er et måltid jeg stadig må høre for, til vores tipsklubaftener. Kormaen er blevet serveret mange gange siden, dog i en mere afdæmpet version!

Selve opskriften deles op i to trin, hvor du først laver den lækre kormapasta, og herefter samler retten.

Opskrift på Kylling korma

Dejlig varm og smagfuld favorit fra det indiske køkken.

RET Hovedret
KØKKEN Indisk
FORBEREDELSE 10 minutter
MADLAVNING 30 minutter
SAMLET TID 40 min.
KALORIER Ca. 670 kcal
FORFATTER
TEMAER Spicy

Ingredienser

  • Kormapastaen:
  • 1 fed hvidløg
  • 5 cm frisk ingefær
  • ¼ tsk cayennepeber
  • 1 tsk garam masala (Hvis du er meget fræk, laver du den selv. Se opskrift nederst)
  • 2 spsk jordnøddeolie (olivenolie kan sagtens bruges istedet)
  • 2 tsk tomatpuré
  • 1 frisk chili (typen af chili afhænger meget af din smag (og hvem der kommer på besøg), men jeg holder meget af jalapenos)
  • 1 ½ spsk kokosmel
  • 1 spsk friskmalede mandler
  • 1 bundt frisk koriander
  • 1 tsk spidskommen
  • ½ tsk stødt koriander
  • Salt og peber
  •  
  • Korma fyld:
  • 500 gram kyllingebryst
  • 1 løg
  • 3 cm ingefær
  • 1 dåse kikærter eller 250 g udblødte
  • 1 bundt frisk koriander
  • 200 ml kokosmælk (creme fraiche kan anvendes, hvis du mener at kormaen bliver for sød af kokosmælk)
  • 2 spsk kokosmel
  • 1 portion kormapasta
  • Olie med lidt smør til stegning

Fremgangsmåde

  1. Start med at lave den lækre kormapasta: Put alle ingredienserne til kormapastaen op i en minihakker, og kør løs til det bliver til en lind pastamasse. Hvis massen bliver for tør, kan du spæde op med mere olie.

  2. Smelt smør og olie sammen i en tykbundet gryde: Herefter steges den frisk revne ingefær, finthakket koriander og finthakket løg ved middelvarme, indtil løgene er næsten gennemsigtige.

  3. Tilsæt kormapastaen og lad den stege af et minuts tid: Det er nu dit køkken begynder at dufte fuldstændig magisk. Steg kormapastaen af ved middel varme, og hold godt øje med det ikke brænder på i bunden af gryden.

  4. Smid resten af ingredienserne i gryden: kyllingebryst i tern, kokosmælk, hakkede mandler, kikærter og tilhørende væske, kokosmel og 2 dl vand.

  5. Lad retten simre under låg i en halv til en time. Husk at se til og røre i retten ofte, da den ellers brænder fast i bunden. Tilsæt evt. mere væske undervejs, så den ikke koger tør

  6. Server kormaen: En god korma fortjener at serveres med basmattiris og lækre naan brød. Har du gutterne på besøg knapper du også 4 lyse pilsnere op, som klæder kormaens blødhed og styrke fra chilien.